Samtale med en præst

Det er altid muligt at få en samtale med en af sognets præster. Det kan handle om hvad som helst, og man må aldrig tro, at man tager præstens tid. Tværtimod er samtalen en af præstens vigtigste opgaver.

Vær opmærksom på, at præsten hverken er psykolog eller socialrådgiver, og derfor vil præsten ikke prøve at løse dine problemer. Præsten er et opmærksomt medmenneske med et kristent livssyn, et tålmodigt øre og ord til trøst, og da præsten har skærpet tavshedspligt, kan du være tryg ved, at det, du betror præsten, ikke kommer videre.

En samtale med præste kan blot være en samtale, men børn, salmesang eller hjemmealtergang kan også få en plads. Samtalen kan finde sted i hjemmet, i præstens kontor eller pr. telefon eller Facetime.