Virklund Kirke er opført i 1994 og tegnet af de danske arkitekter Johannes og Inger Exner. Den er placeret på en bakkeskråning umiddelbart nord for den østlige ende af søen Thorsø, som Virklund by slanger sig rundt om, og ligger på den måde ret centralt i byen.​ Kirken kendetegnes ved store, markante vinduespartier i de syd- og østvendte facader og en stor, skrånende sekskantet tagflade, som ses tydeligst fra vest.

Virklund Kirke er faktisk byens tredje kirke. Arkæologiske og historiske kilder slår fast, at der lå en oprindelig kirke i byen, som forgik i perioden mellem midten af 1300-tallet og midten af 1500-tallet. Efter den tid tilhørte borgere i Virklund-området Them sogn, som ligger ca. 3 km syd for det moderne Virklund, og det gjorde de frem til 1984.

I begyndelsen af 1960'erne besluttede man i Them sogn at bygge en ny kirke i Virklund, fordi byen voksede. Man basluttede at lave et moderne, firelænget kirkekompleks, hvor en længe (den sydlige) skulle være sognehus, en skulle være administrationsbygning, en præstegård og den sidste (den nordlige) selve kirken. Første etape, sognehuset, stod færdigt i 1978 og blev midlertidigt taget i brug som kirke.

I 1984 blev Virklund et selvstændigt sogn. I stedet for at færdiggøre det planlagte kirkebyggeri besluttede det nye menighedsråd at engagere Johannes og Inger Exner med henblik på at få en ny kirke. Menighedsrådet og Exner-parret valgte at se bort fra de oprindelige planer, så i stedet for at færdiggøre kirkekomplekset, besluttede man at bygge en fritstående kirke, endda med en anden placering. Det vil sige, at den nuværende kirke ligger ca. 30 m vest for det sted på skråningen, hvor man oprindeligt havde tænkt, at den skulle opføres. 

 

Lysets kirke

​Johannes og Inger Exner er kendt som nogle af det 20. århundredes fremmeste danske kirkearkitekter. Blandt deres særkender er brugen af lys, naturligt lys, åbne rum og blotlagte konstruktionsdetaljer, som viser, at kirken er en levende bygning og rum for fællesskab.

Virklund Kirke er blevet kaldt lysets kirke, fordi lyset spiller en stor rolle i kirkerummet, og fordi kirken er bygget for at sprede lys og glæde blandt mennesker ved forkyndelsen om ham, som er verdens lys. Så når man træder ind i Virklund Kirke, træder man ind i en fortælling, idet det smukt komponerede og rum med dets mange detaljer peger på det ord, som forkyndes.

 

Mellem himmel og jord

Det første, man ser, når man træder ind i kirken, er et stort vinduesparti, som viser et stykke af himlen. Samtidig giver et andet vinduesparti, som langs kirkebænkene i højre side rejser sig fra gulvhøjde, udsigt over Thorsø og en stor del af Virklund by. På den måde bliver kirken et sted, hvor jord og himmel mødes, og hvor éns tanker kan følge himmelflugten, samtidig med at man bevarer jordforbindelsen. Det er et arkitektonisk udsagn om, at her kan man for en kort stund finde ro og fred til at møde Gud, samtidig med at udsigten over sognet minder om, at vi er sat til at leve vores liv på jorden med hinanden i sorg og glæde.

 

Døbefonten

Døbefonten er tegnet af Johannes Exner og udført i norsk marmor. Soklen er groft tilhugget og får umiddelbart fonten som helhed til at se ufærdig ud, men det grove står i en fin, gennemtænkt kontrast til det blankpolerede dåbsfad, så fonten afspejler menneskets og menneskelivets to sider: den grove, upolerede og mørke side og den fine, gode og lyse side.

På bagsiden af døbefonten er der et afløb, som efter dåben leder vandet ud på kirkegården uden for via en kanal i gulvet i inden i murværket. Ned ad soklen og hen ad gulvet består kanalen af tre riller, som repræsenterer Faderen, Sønnen og Helligånden. På den måde fortæller dåbsvandets forløb historien om menneskelivet fra fødsel til død i samklang med den hellige, treenige Gud.

 

Alteret

Ligesom døbefonten er alteret udført i norsk marmor og tegnet af Johannes Exner. Det er et simpelt, massivt stenbord, som i modsætning til mange andre altre ikke står op ad væggen, men står frit i rummet. Det gør det muligt at samles omkring alteret under nadveren, nemlig som en gentagelse og et minde om, hvordan Jesus og disciplene skærtorsdag aften for sidste gang samledes om bordet for at spise sammen.

Over alteret hænger der et kors i rustfrit stål, som er lavet af sølvsmeden Bent Exner, Johannes Exners bror. Dets fine, skrøbelige struktur afbalancerer tyngden af alteret og døbefonten. Det hænger i to tynde stålwirer, så når orglet og menighedens sang sætter luften i svingninger under gudstjenesten, begynder korset at vugger lige så stille frem og tilbage. På den måde bliver det til en påmindelse om, at det ord, der forkyndes ved gudstjenesten, aldrig er fastlåst og stivnet, men altid i bevægelse med menigheden.

 

Orgelet

Kirkens orgel, der er tegnet af Johannes og Inger Exner og bygget af TH. Frobenius og Sønner, blev indviet i 1997. Det står på gulvet i kirken lige ved siden af prædikestolen og alteret i modsætning til især ældre kirker, hvor orgelet gerne er placeret på et såkaldt pulpitur bag i kirken. Det er udført i lyst ahorntræ ligesom kirkens bænke og stole, og henover organistens sæde er der monteret en udvendig stemmebro, som udført i rustfrit stål. Orgelet har 13 stemmer og to manualer (hovedværk og svelleværk).